Første møde...

DET ER NEMT AT DELTAGE I SMART-MØDER

Det er ikke svært at være med. Det kræver kun, at du er i stand til at deltage aktivt ved enten at lytte eller tage del i samtalen. Af hensyn til de andre deltagere, beder vi dig om ikke at møde op i en ukontrolleret rus eller omvendt med for kraftige abstinenssymptomer.
 

For at deltage i mødet kræver det også, at du er indstillet på at overholde disse enkle principper.

  • Mødet er anonymt og fortroligt
  • Mødet handler om afholdenhed
  • Vi giver ikke uopfordret “gode råd” til hinanden
  • Vi bruger ikke “etiketter” som eksempelvis narkoman eller alkoholiker

FORVENT AT BLIVE SET, HØRT OG FORSTÅET

Som deltager i et SMART-møde kan du altid forvente at blive set, hørt og forstået. Det betyder, at du kommer til at møde mennesker, som får øje på DIG, dine ønsker og drømme, dine problemer og udfordringer og på hvordan DU har det.

Du vil opleve, at andre hører, hvad du siger og sætter sig ind i netop din situation, også selvom den måske er forvirrende og kaotisk, og du selv har svært ved at finde hoved og hale i den.
 
Du vil mærke, at andre forstår dig og de valg, du har truffet på din vej – både de gode, men også mindre gode, de dårlige, de virkelig dårlige og de helt forfærdelige.
 
Hvis man ikke er vant til det, kan det være en næsten overvældende oplevelse at blive lagt mærke til, også selvom man ikke siger noget, at andre kan fornemme ens følelser, selvom man selv kan have svært ved at mærke dem, og at andre kan huske, hvad man sagde, sidst man sås, også selvom man selv har glemt det.

Du kan forvente at høre andres ærlige fortællinger og erfaringer, og du kan forvente at kunne fortælle ærligt om dit liv uden at blive dømt.

Derudover kan du forvente, at mødets facilitator træder i karakter og guider mødet, når det er nødvendigt og sørger for at mødet gør brug af værktøjer og teknikker fra SMART-håndbogen.

HVOR MEGET SKAL JEG FORTÆLLE OM MIG SELV?

Du skal ikke fortælle mere om dig selv, end du har lyst til. Nogle har brug for at fortælle næsten alt, andre har brug for at være mere private. Det er altid ok at sige, at der er noget, man ikke vil svare på eller uddybe.
 
SÅDAN FORLØBER MØDET

Det er en god idé at komme i god tid til sit første møde. 5-15 minutter er fint. På den måde kan facilitatoren nå at indstille sig på, at der er en ny i gruppen, og du kan selv nå at blive taget godt og roligt imod af gruppens øvrige deltagere i takt med, at de ankommer til mødet. Er uheldet ude, og du er for sent på den, så gå ind til mødet alligevel. Det vigtigste er, at du kommer.

Mødet går i gang ved at facilitatoren byder velkommen og kort forklarer mødets rammer.

Derefter begynder “check-in-runden”. Under check-in runden fortæller gruppens deltagere på skift, hvordan de har det, hvad der er sket siden sidst, og om der er noget bestemt, de gerne vil vende med gruppen. Hvis der er nye til mødet præsenterer deltagerne også kort sig selv, og hvorfor de kommer i gruppen. For at sikre, at der er så meget tid som muligt tilbage af mødet til at komme i dybden og til at arbejde med værktøjer, har hver deltager kun et par minutters taletid i check-in runden.

Det kan være, at facilitatoren eller andre stiller uddybende spørgsmål i check-in runden, men det sker også ofte at facilitatoren er nødt til at stoppe en deltager, fordi han/hun har brugt sin check-in tid. Det skal man ikke være ked af – facilitatoren sørger for at vende tilbage til emnet senere.

Når alle er checket ind, sætter vi dagsordenen. Det kan være, at der er flere, der har brug for at arbejde med håndtering af trang, én der har brug for en brainstorm for at få gode idéer til at løse et problem og to, der har brug for mere taletid til at forklare om nogle svære følelser og få gruppens feedback. Facilitatoren fordeler den resterende tid på de forskellige punkter, og gruppen går i gang med arbejdet.

Mødet afsluttes med en check-ud runde. Her tilkendegiver deltagerne hvordan de synes det har været at være til mødet og om der er noget nogen tager med derfra, som har gjort særligt indtryk.

Individuel opfølgning mulig. Hvis du af en eller anden årsag har fået det dårligt, er blevet ked af det eller har fået trang af at være til mødet, er det godt at sige det højt det til facilitatoren. Så vil han/hun blive hængende og sørge for, at du forlader mødet på en rar og tryg måde.

Mødet varer som regel halvanden time med mindre andet er annonceret.

ALLE SMART RECOVERY-MØDER ER LEDET AF EN UDDANNET FACILITATOR

Alle SMART Recovery-møder i Danmark er drevet af uddannede facilitatorer, der har gennemført SMART Recovery facilitatoruddannelsen og modtaget et certifikat. De uddannede facilitatorer registrerer deres møde hos SMART Recovery Danmark og herefter offentliggøres mødet på denne hjemmeside under menuen FIND MØDE.

Nyheder

Sponsorer